Bangkok 10/3

Vi er endelig kommet til Thailand efter en noget turbulent oplevelse fra lufthavnen i Bali. Planen var, at vi ville tage tidligt afsted, så vi i hvert fald var i lufthavnen to timer før afgang - ligesom alle andre gange. Men balinesisk tid er ikke altid til at regne med, da taxa'en vi havde bestilt ikke lige kom til tiden og trafikken var meget kaotisk! Da taxamanden kom, undskyldte han meget og var i voldsomt snakkehumør! Men det var egentlig meget hyggeligt, da vi kunne spørge ham om en masse ting. Vi spurgte hvorfor de havde sådan et markant behov for at råbe og skrige efter turisterne, og hvorfor de aldrig forstod et nej første gang! Han forklarede hvor fattig hans familie egentlig var, og at de var nødt til at flytte fra venner og familie fra deres oprindelige landsby, fordi pengene var lettere tjent i turistområder. Og han fortalte, at han hver dag SKULLE aflevere det, der svarer til 50$. Ellers ville han ikke få løn eller blive fyret. Nu forstod man mere den store frustration til de ellers højtråbende irriterende mænd. Så han fik de sidste af vores penge, da vi fik lidt medlidenhed med ham og fordi vi vidste, at vi ikke fik brug for dem mere. Troede vi....
Vi kom til lufthavnen og skyndte os hen til den i forvejen lange kø. Da vi endelig havde fået afleveret vores kufferter og fået vores boardingpas siger Line, at der kun er omkring 40 min. til vi skal flyve. Men da vi mener vi har ok tid stresser vi selvfølgelig ikke... Ikke før vi kommer til næste skranke, hvor de vil have yderlige 150.000 rupiah for at rejse ud af landet. Vi panikker lidt, da køen bag os er lang og fordi vi vidste, at vi skulle hele vejen ned for at hæve igen! Men vi klarer det med kun tyve minutter igen. Ved næste og sidste skranke skal man vise pas, have stempler og så kan man forsætte. Efter endnu en dejlig kø, gik Line igennem uden problemer, dog med lidt sved på panden, velvidende om, at vi kun havde ti minutter igen inden flyets afgang. Men idet Gry tror hun er good to go, stopper manden hende og beder om et lille stykke papir. Et papir fra ankomsten med nøjagtige samme oplysninger, som de i forvejen har fra ens pas. DER starter panikken virkelig, da vi blev sendt ind på et kontor for at udfylde dem. Vi beder en vagt om at hjælpe os med at komme foran i køen, da vi ikke rigtig har mere tid at løbe på, hvorpå han bare siger vi skal slappe af og at der er massere af tid, hvorpå vi selvfølgelig antaster ham som den største idiot i løbet af dagen. ENDELIG kommer vi frem og løber hen til boardingskranken for at komme ombord, hvor de så siger, at de ikke begynder at boarde før om 40 minutter. Vi forstår ingenting og Gry tager sin mobil frem i frustration for at se på klokken. Det viser sig så, at vi har været en time foran hele dagen, fordi vi har læst forkert på billetterne. Thumps up!
Flyveturen gik fint og ved en 19-tiden var vi i Bangkok på vores hostel. I receptionen sagde de, at der var en pakke til Gry. Vi kiggede lidt underligt på hinanden med åbnede den med glæde. Det var en tidlig "fødselsdagspakke fyldt med rugbrød, dåseleverpostej, rutebiler og lakridser! Det reddede hele aftenen og vi sad og guffede det i os det meste af aftenen. Vi gik forholdvis tidligt i seng, så vi kunne være friske til næste dag!
Næste dag blev brugt på at udforske området. Vi tog en tuktuk taxi (lille taxa til to personer) og blev kørt ud til kanalen, hvor vi hoppede på en båd og sejlede langs kanalen. Vi kunne se en masse templer, men vi stoppede dog kun ved et i ti minutter. Det var virkelig flot og bygningen havde en masse detaljer! Men vi kunne desværre ikke gå ind, da vi både viste knæ og albuer - men vi nægter simpelthen at tage lange bukser og trøjer på i den her hede! Udover dette, så vi også hvordan de mest fattige mennesker her i Thailand bor langs kanalen. Der er huse, som er ved at skille ad og er på ingen måde sikre. De står på fire rådne pæle i vandet og de fleste huse var så skæve og ved at falde ned i vandet, på grund af de store bølger, der kommer indimellem.
Efter det, tog vi til en kendt park kaldet Lumphini, hvor folk joggede, trænede eller bare slappede af i naturen og væk fra larmen i storbyen! Parken var urimelig stor og vi kunne slet ikke finde hoved og hale på den til sidst. Så vi spottede en sø, hvor man kunne leje små cykelbåde, ligesom i Bonbonland. Vi sejlede rundt og inde ved bredden så vi en slags varan, som var jævnt stor og vi tænkte derfor, at den måtte være kunstig, da folk sad så tæt på den. Da vi kom tættere på kunne vi så konstatere, at den var levende! Og pludselig vrimlede det med dem overalt og det værste af det hele var, at de hoppede i vandet og pludselig stak deres hoveder bare op! Det kunne vi ikke lige overskue, så vi skyndte os ind med båden igen og ud af parken (ja, vi er ikke så gode til alle de dyr).
Da vi kom tilbage på vores hostel ville vi gerne have ordnet nogle praktiske ting, da vi skal til øen Koh Tao og dykke om et par dage. Da alt det blev ordnet gik vi ud på det fælles areal udenfor og fik lidt vand og slappede af. Vi faldte i snak med nogle drenge fra både Tyskland, Holland og Chicago. De har været her et godt stykke tid, så de kunne hjælpe os med lidt praktiske ting og anbefalede en del! Vi besluttede os at få en øl med dem og den ene øl tog den anden og pludselig var klokken blevet 3 om natten. Snakken var gået på forskelligheder og ligheder i vores forskellige land og hel del omkring anden verdenskrig. Det var egentlig utroligt spændende, at høre på alles forskellige synspunkter omkring det. Men til sidst kunne vi ikke mere og vi kunne godt mærke, at det var ved at være sengetid!